Lønstrup Café Bio i Påsken 2007

Lysbilleder fra tre års studier af Lønstrup by og Rubjerg Fyr samt strækningen imellem.

De sort/hvide billeder er taget med et Zeiss “Contaflex” kamera. Til en del af dem er der desuden brugt en Zeiss kikkertlinse 8 x 30 B. Filmen er Ilford XP2, som er krydsfremkaldt dvs. fremkaldt i proces E6.

Samtlige farveslides er optaget d. 16. marts 2007, med samme kamera og optik som beskrevet, men med en Kodak ED-3 film.

Det sort/hvide kombineret med valget af optik fjerner skellet mellem før og nu. Farvebillederne er nutidige flash, der river os ud af tidløshedens drømmeagtige lomme. Tilbage – eller frem om man vil – til virkeligheden

Serien er tænkt som en hilsen til Lønstrup, i form af refleksioner over tid og rum.

Alle kunne påvirke hvilken retning og betydning dette værk fik. Ved udstillingens start bestod det af et kulisseagtigt bord, en gammel stol, en tom opslagstavle og en stak kort med tilhørende farver, blyanter m.m. Værkets formelle form var fastlagt, men indholdet er åbent og alt lod sig gøre. Ved at bidrage med en historie var publikum med til at bestemme hvilket retning indholdet af værket fik og dermed også hvordan det kunne aflæses.

Fremgangsmåden var enkel:

  1. Tag et kort
  2. Skriv, tegn, mal, klip, riv en hilsen til Lønstrup
  3. Sæt kortet fast på opslagstavlen

 

 

16 foto taget med analogt kamera (Zeiss “Contaflex” med en Zeiss kikkertlinse 8 x 30 B).

Optagelserne er foretaget inde fra Rubjerg Knude Fyr ud gennem de revnede, smadrede, storm -og sandblæste ruder. Diapositiverne er efterfølgende scannet ind, bearbejdet i Photoshop og printet på Epson 167 g/m2 Matte Paper Heavyweight.

Serien er blevet til ud fra en optagethed af og kærlighed til forfaldets æstetik. Der er således ikke indbygget nogen underliggende eller indforståede betydninger i værket, der udelukkende er tænkt som en æstetisk kommentar.

 


Break i Galleri Alstrup

Info om Break & Co