Flaskepostprojektet er en sammenstilling af gamle og nye kommunikationsformer – alias flaskeposten versus facebook.
Projektet består af 33 nummererede keramiske flasker. (Een for hvert år jeg har boet i Vesthimmerland.) Det er parafraser over pottemagerens brændevinsdunke. Flaskerne er sat ud på udvalgte steder i Region Nordjylland; men istedet for det traditionelle brev indeholder de et usb-stik med information om projektet, og om at at flasken er en gave. Finderen opfordres til at lægge information på Facebook om hvor og hvornår og af hvem flasken er fundet. Desuden formidles projektet via denne webside.
Flaskepostprojektet eksisterer dermed både i det offentlige rum, i private hjem og i cyberspace. Det er altså både offentligt og privat, fysisk og virtuelt, åbent og lukket.
Desuden er elementer som publikumsinteraktion og kommunikation afgørende for værkets udformning og proces. Flaskeposten som adresseløs kommunikation – brændevinsdunken som socialt samlingspunkt – internettet/facebook som kommunikativt element – og usb-stikket som interface mellem værkets forskellige elementer. Desuden interagerer keramikken og det klassiske kunsthåndværk på kunstscenen og udfordrer den usynlige grænse mellem design/kunsthåndværk og billedkunst.
Flaskerne blev sat ud medio oktober 2010. De indgik i den Nordjyske Kunstfestival og er støttet af Port 20:10 og Statens Kunstfond.
Læs om
- de enkelte flasker i projektet
- en konkurrence |
|
|